Hvis man har lyst til at prøve livet som økologisk landmand eller øko-kok, eller bare har lyst til at være en del af vores stedet, så er det muligt at blive frivillig medarbejder hos os i kortere eller længere tid. Det foregår gennem organisationerne WWOOF og Workaway.
Vi har igennem mange år modtaget frivillige hjælpere her på Vandmøllen, og det er blevet en vigtig del af gårdens liv og dynamik. De frivillige kommer fra stort set hele verden og med meget forskellig baggrund. Fælles for dem er dog ønsket om at få et indblik i livet på en økologisk gård, opleve Danmark og indgå i et arbejds- og levefællesskab for en tid, samt måske blive inspireret til nogle valg de står overfor i deres liv. For os er de frivillige ikke kun en stor praktisk hjælp, men de bidrager også til gårdens liv med deres energi og motivation, og det er altid en glæde for os at opleve, når vi kan formidle noget konkret læring, og inspirere og sprede glæden ved økologisk dyrkning og selvforsyning.
Hvis man er interesseret i ovenstående kan man enten henvende sig til os via en af de to organisationer, eller skrive direkte til os, vi optager folk hele året på nær januar, og har plads til 2-4 frivillige af gangen for en periode på minimum 3 uger.