Aktivitet, læring, god økologisk mad og hygge
Som værter lægger vi vægt på at jeres familieferie både bliver aktivt, oplevelses- og lærerig. Vores gæster har muligheden for at komme tæt på dyrene og deltage i deres pasning, opleve hvordan vi dyrker og høster vores afgrøder , og selv få jord under neglene mens man hjælper til med at høste grønsagerne til aftensmaden. Efter dagens oplevelser kan man smage på resultatet når man sætter sig til bords i vores økologiske restaurant og bliver forkælet med alle de skønne retter vi forvandler vores produkter til.
Et ægte landbrug
Vi driver et alsidigt landbrug hvilket giver en autentisk følelse af livet på en gård, hvor dagen og årstiden har sin egen rytme, hvor vejret bestemmer dagens arbejde, og hvor målet er at skabe et gode betingelser for vores dyr og vores jord. så vi med god samvittighed kan nyde de økologiske produkter der er resultatet af vores arbejde. Hver morgen kan man hjælpe Bjarne med fodring og pasning af dyrene, og deltager man i vores heste-aktiviteter kan man blive en del af den daglige pasning i hestestalden, samt strigle og ride på vores rolige og venlige heste. Rundt på gården har vi forskellige smådyr som man kan kæle med og vores katte og hund færdes frit på gården.
Børnenes paradis
Ud over kontakten med dyrene er der rig mulighed for leg og aktivitet på gårdens område. Vi har et fantastisk høloft hvor der kan bygges huler og leges gemmeleg, vi har legeplads og tarzanbane, græsplæner til boldspil, bålplads og shelter, ridehal og fællesrum med forskellige spil og vi har naturen og åen lige uden for døren.
En bondegårdsferie på Vandmøllen er en oplevelse på alle årstider, hvad enten man vælger at besøge os en weekend eller på et længere ophold, vi anbefaler at I skal vælge mindst to overnatninger, og gerne flere, så I kan nå at opleve det hele og falde ind i gårdens rytme.