Hellevad Vandmølle ligger midt i et stykke dejlig natur. Åen løber lige forbi huset, gården er omgivet af små stykker skov, og bag skoven begynder engene. I åen er der ørred og stalling, havørreder gyder om vinteren på gydebanker lige bag gården, odderen er set flere gange, fiskehejren og musvågen holder til på området lige foran gården og den lille sø og engene er levested for masser af frøer og smådyr. Der drives ikke jagt på gårdens område, så vi har en stor bestand af fuglevildt samt strejfende råvildt, og i småskovene yngler både ravn og hornugle, samt en stor bestand af skovduer. Om vinteren har vi sjældne gæster som vandstær og isfugl. Inde på gårdspladsen og i staldene har vi hver sommer en stor bestand af svaler der yngler under tagskægget og på bjælkerne i stalden.
På markerne kan man finde en stor bestand af vilde blomster og græsser mens åen og den lille sø byder på masser af smådyr som kan undersøges med fiskenet og spand.Vi har etableret små stier gennem vores småskove og ud til engen, samt en trampesti langs åen der fører hele vejen op til byen.
Der er i området placeret en del “Geo-catches”, så er man frisk på at jagte dem, så kan det også være en anledning til at komme rundt i vores natur.
Kom og oplev det hele, fra en bænk i en af hyggekrogene, en liggestol ved åen eller på en vandretur rundt på området. Vi synes selv at vi bor på et herligt sted.